Vi er flyttet ind december 2015, og nu er haven i store træk anlagt. Det store projekt for tiden er at få en lille køkkenhave til at fungere. Bloggen er nu først og fremmest min havehukommelse. Hvis du vil se flere billeder fra min have, kan du følge mig på instagram hos Ninashave.
lørdag den 2. september 2017
Tre små stikkelsbærstiklinger
Jeg har byttet mig til tre stikkelsbærstiklinger fra Jersie. De skulle gerne ende med at give store hvide bær. Jeg har sat dem i Nordbedet ved hver deres bambusstok. Idéen er, at de skal vokse lodret langs stokkene i stedet for at brede sig ud til store buske. Jeg er spændt på, om det kan lade sig gøre.
Små nye bunddækkeplanter
Jeg har byttet mig til tre små bunddækkeplanter fra Ishøj. De er søde med de hvide oversider på bladene. I haven hvor jeg så dem voksede de både i sol og halvskygge/sol. Jeg har sat dem i bedet i Hakket, hvor jeg håber, at de vil hjælpe med at dække jorden under de mange høje græsser og stauder, og samtidig kan de give et skær af hvid/grå i bunden af bedet.
Jeg har fået oplyst, at de vil sætte små blomster - sandsynligvis lyserøde eller lilla - men ikke så voldsomt. Jeg håber på lilla.
Jeg har søgt på nettet og kan se, at det er Plettet Tvetand, men jeg kan ikke se, hvilken slags det er, så jeg må væbne mig med tålmodighed og vente på at den blomstrer, så jeg kan se farven.
søndag den 6. august 2017
Skønne hvide Purpursolhat
Mine Purpursolhat ser ud til at trives i bedet ved Hakket. Det blev sat i efteråret 2016. Jeg var spændt på at se, hvad de ville sige til den kraftige lerjord og skråningen, som de er sat på, men al frygt er gjort til skamme. Planterne står fint med frodige blade og mange blomster.
Der er sket meget på én sæson
I foråret 2017 var der meget bar jord og langt mellem planterne, men vi var forhåbningsfulde, selvom vi gik ud fra, at det ville tage lang tid, før bedet blev som planlagt. Nu må vi bare konstatere, at bedet bare skal vokse lidt mere til, men eller så er det der!
2 x espalier er sat op
Vi har sat espalier op på gavlen af skuret til vores brombær. Der står to buske af sorten Chester. De er tornløse og vi har stor forventninger til dem. Buskene blev sat i foråret, og der er allerede ansats til en håndfuld bær.
Nedenfor brombærbuskene er sat skovjordbær.
På vestsiden af skuret er plantet en Klematis. Det er en Clematis Montana "Fragrant Spring". Den har allerede stået her i en månedstid, men nu har den fået et espalier.
Foran er sat en lavendel, en lodden løvefod og en storkenæb "rozanne".
Jordbær breder sig over køkkenhaven
Kombinationen af en have, der endnu ikke er færdiganlagt, samtidig med at mange af bedene ikke er vokset til endnu, og derfor skal luges intensivt, for slet ikke at tale om lugning af hække ... Undskyldninger er der nok af. Jeg forsøger måske igen en anden gang, men pt. er planen at bedene lægges om til jordbær. Det er alligevel kun jordbær og ærter, der har været efterspørgsel efter i år. Bønnerne og rødbederne har dog også været gode.
Det første bed (med uret rundt) er lagt om til Polka med de planter, som blev købt i foråret + stiklinger.
Polka har givet bær i år.
Næste bed er på samme måde lagt om til Senga Sengana.
Dem har vi ikke selv spist af i år - fuglene har nok fået nogle.
Tredie bed er Florence.
Dem har vi ikke selv spist af i år - fuglene har nok fået nogle.
Fjerde bed (nærmest ribsbuskene ved terrassen) er Malwina.
Malwina har givet bær i år.
lørdag den 29. juli 2017
Dejlige valmuer
Så er der fuld drøn på valmuerne i køkkenhaven. Jeg havde sat mig for, at jeg skulle sortere frøene, så jeg fremover ved, om det er de fyldte lyserøde eller de enkle lilla, som jeg sår ... det betyder at jeg pt. render rundt og sætter små snore på stænglerne til de lyserøde valmuer. Men mon ikke jeg alligevel vælger at så dem sammen fremover, for farverne er fine sammen.
Har iøvrigt teori om, at der er en minimal farveforskel på blade og stængler. De lyserøde har mere blå blade, de lilla har mere gule blade. Rettelse: Det ser ud til, at de lilla har "hår" på blomsterstænglen.
søndag den 16. juli 2017
Hjemme igen
Efter et par ferieuger trænger haven til en kærlig hånd. Ikke mindst fordi bedene ikke er vokset helt til endnu. Øverst er det en lavendelhæk, der er sat i foråret. Den er ellers kommet utroligt flot allerede, men helt tæt er den ikke.
Nedenunder ses lavendelhækken til venstre, og til højre for stien en skråning, som tydeligvis ikke er plantet ordenligt til endnu. Midt på skråningen er tilføjet fem Løvehale og længst væk er sat tre sølvlys. Det er ikke lige plantetid, men planteskolen havde ophørsudsalg, så jeg må være flittig med vandkanden i stedet for.
søndag den 18. juni 2017
Det summer af bier
i beddet langs Spisekrogen. Katteurt har blomstret længe, og nu er Salvie og Loddenløvefod også på toppen. Mine storkenæb er også sprunget ud og blander sig, og så netop nu er den første pink haveklinte kommet til syne og skaber lidt spræl i alle de gul/grøn/blå nuancer.
Planterne er vokset godt til, og de står nu så tæt, at jeg planlægger at dele flere af dem og strække bedet ud, så det når flere meter længere op til mine æbletræer.
lørdag den 17. juni 2017
Lavendelhækkene bliver tætte i år
Jeg har brugt lavendler flere steder i haven. Her er det et bed mellem huset og Spisekrogen, hvor lavendler er brugt som bunddække, der holder på jorden i det skrånende bed. Samtidig står de som en lav hæk, når man går på flisegangen langs huset.
I baggrunden ses lavendelkanten forneden i græsbedet på Skrænten. Samme bed ses på billedet nedenunder. Dette bed skråner meget, men lavendlerne danner en fin hæk forneden i bedet allerede, og det er med til at sikre, at jorden ikke skyldes ud på fliserne, når det regner.
Nederst er vores nyeste lavendelhæk, der er plantet i år. Det var bittesmå planter jeg satte, men de ser ud til at have fået fat, og jeg vil tro, at de dækker fint allerede næste år.
Indianermynten springer ud nu
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente af en indianermynte, men jeg er blev så glad for planterne. De er vokset højt op - også højere end de forventede 70 cm - så de forreste skal faktisk flyttes længere tilbage i bedet, da de skygger for alt bagved. De spiller fint op til de høje græsser, med en helt anden form, men noget af den samme fylde.
mandag den 12. juni 2017
De første græsser har sat aks
De fem fine sandrørhvener står flot og vejer hen over bedet, og nu har de sørme også sat aks allerede. I bedet står de første græsser, jeg har prøvet at have i haven, så jeg følger dem med spænding. Jeg har tabt hjertet til de hurtigt voksende sandrørhvener, for de kom op allerede i det tidlige forår, hvor bedet trængte til et skud grønt, og nu står de som fem søjler i bedet og giver højde.
Men det er svært for mig at vurdere, om de små elefantgræsser har en anden rytme hen over året, om de er længere tid om at komme igang med at vokse, eller om de bare trives virkelig dårligt på lerjorden og/skråningen ned med terrassen. På billedet ses en lille elefantgræs til venstre for midten. Den er knap højere end mine høstasters på nuværende tidspunkt.
søndag den 11. juni 2017
Et depot af perlehyacinter
Når det går løs med at udvide bedet ved Spisekrogen op langs gyngestativet, så ligger der et depot af perlehyachinter, som kan fordeles i bedet. Evt. kan de lægges nede ved fliserne, så vi kan se dem indefra også. Det er blå perlehyachinter.
lørdag den 10. juni 2017
Bedet skal "ryddes op" til efteråret
Her er det heldigvis gået stærkt og blomsterne fylder godt i bedet. Hækken bag ved kunne dog godt oppe sig lidt ;-) Jeg går nu og lægger planer om allerede til efteråret at grave mange af planterne op, dele dem og flytte dem, så bedet bliver længere, dvs. strækker sig længere mod venstre i billedet ovenfor.
Den røde hyld blomstrer fint lige nu, men jeg er ikke vil med farvekombinationen, så når efteråret kommer må den nok have en anden placering.
tirsdag den 6. juni 2017
Tanken om en hvid forhave
har spøgt længe, og nu er det heldigvis ved at tage form. Lupinen er sprunget ud, og i bunden er blå hvide storkenæb og limegrønne bjerg løvefod.
søndag den 4. juni 2017
lørdag den 3. juni 2017
Sølvsalvien springer snart ud
Sølvsalvien er sået sidste år, hvor den satte nogle store lodne grågrønne blade. Jeg har skulle vænne mig til plantens udseende, men i år, hvor tre planter var vokset godt til, har jeg sat de to i en krukke ved hoveddøren, og nu ser det sørme også ud til, at de vil blomstre. Jeg er nu blevet så glad for dem, at det næppe bliver sidste gang jeg skal så dem.
fredag den 2. juni 2017
Bålplads: planteliste
Vores fine bålplads er lagt af sten, som vi "fandt" undervejs i jordarbejderne på grunden, og i stedet for at køre dem væk, så blev de til en fin bålplads. Rundt om bålpladsen er:
- Rønnebærtræ (fra vores gamle have, oprindeligt fra sommerhuset)
- Fjeldribs (både nyindkøbte "Dima" og fra sommerhuset)
- Blodribs (fra sommerhuset)
- Benved (fra vores gamle have, oprindeligt fra sommerhuset)
- Storfrugtet Hassel "Lamberts Filbert"
- Storfrugtet Hassel "Zellernød"
- Surbær (fra sommerhuset)
- Staudehirse (Panicum virgatum) "North wind"
- Syren (Syringa prestoniae eller Syringa Villosae) "Agnes Smith"
- Spirea "Grefsheim"
- Løvehale (Phlomis russeliana)
- Kærmindesøster
- Fladkravet kodriver (fra sommerhuset)
torsdag den 1. juni 2017
Bøgepur
Jeg har flere bøgepur i haven. Sammen med bøgehækkene om haven skal de gerne give læ, men de skal også gerne give en fin fast baggrund for de øvrige planter i haven. På billedet her er vist et nyplantet bøgepur - nu hvor det er en måned siden det blev plantet er det lysegrønt. Det står for enden af en laaaang flisegang, hvor man i dag kan se på langs af hele vores grund. Nu står der så et fint bøgepur, som en dag kommer til at lukke af for kigget til den sidste halvdel af haven. Derudover kommer det forhåbentlig også til at give lidt tiltrængt læ til hindbærene, der står lige bag ved.
onsdag den 31. maj 2017
En fin rød farve midt i alt det grønne
En lille Alunrod "Ruby bells" er kommet med i flytningen fra den gamle have.
Den står lige uden for køkkenvinduet, og selvom blomsterne er spinkle, så lyser de op i alt det grønne og fanger øjet.
tirsdag den 30. maj 2017
Spisekrogen: planteliste
Vi har en dejlig terrasse på sydsiden af huset, der er omkranset af hække og bede.
Mod øst og vest er sat en bøgehæk, der skal give læ, når den vokser op.
Mod nord (dvs. mod husets sydmur) er sat tre sommerfuglebuske Pink Delight i en bund af lavendel Hidcote blue.
Mod syd (dvs. mod hækken/naboens nordside) er sat:
- 6 Rose de Rescht
- Katteurt "Walkers low"
- Staudesalvie "ostfriesland"
- Lodden løvefod
- Storkenæb "Rosemoor"
- Storkenæb "Rozanne"
- Hyld "Black lace"
- Japansk stenurt
- Akelejer (blå/lilla)
- Haveklinte (pink)
- Blå valmuer
Hvide blomster i det hvide bed
Der er forsat meget grønt (og på sigt også blåt) i det hvide bed, der er anlagt med græsser på en skråning, men lige nu er der skønne hvide blomster også. De lyser fint op, også når det er mørkt, så det bekræfter blot, at der skal flere hvide blomster til bedet.
Sandrørhvenen er kommet flot op allerede, men det kniber gevaldigt med elefantgræsserne. Faktisk står det så sløjt til, at jeg overvejer, om de mon vil kunne trives i bedet, eller om de skal reddes ved at blive flyttet til et andet sted i haven.
Buksbørn
De små stiklinger af buksbom har ikke haft en nem start, og jeg er ikke sikker på, at de kommer til at lykkes for mig. Nu er de dog flyttet til et lille højbed, hvor jeg har styr på dem, og de får både sol, vand og god jord.
Det indlæg blev skrevet i april 2016, men ved en fejl blev det "flyttet i tid" ved en opdatering.
Tre Cotoneaster er kommet hjem igen
Indtil videre mest strittende pinde, men jeg tror nu på, at det bliver godt. Tre små cotoneaster/dværgmispel er kommet hjem fra sommerhuset, og de er plantet på nordsiden af huset mellem de to små skud af paradisæbletræer. Der er også kommet lidt fuglefoder op, for til vores store glæde, men også forundring, har vi set et par småfugle her i området, hvor der ellers ikke er meget at komme efter for småfugle.
Dette indlæg blev skrevet i marts/ april 2016, men ved en fejl blev det "flyttet i tid" ved en opdatering.
Det meste af hækken er sat
Så er det meste af hækken sat. Der er nu hæk mod nord og øst. Mod syd bygger naboen stadigvæk, så den hæk venter til efteråret. Mod vest har vi stort set kun indkørsel, og vi må ikke sætte hæk på de sidste 2,5 m på hver side af indkørslen.
Vi har dog også sat en række interne hække i haven. Men vi er ikke færdige, og der kommer flere interne bøgehække senere, det bliver nok først til efteråret
Dette indlæg blev skrevet i marts/april 2016, men ved en fejl blev det "flyttet i tid" ved en opdatering.
Der var sørme også erantis med hjem
Der var to erantisknolde med i jorden fra sommerhuset. De blev straks sat under bøgepuret ved carporten.
Dette indlæg blev skrevet i marts/april 2016, men ved en fejl blev det "flyttet i tid" ved en opdatering.
torsdag den 18. maj 2017
tirsdag den 9. maj 2017
mandag den 8. maj 2017
søndag den 7. maj 2017
onsdag den 3. maj 2017
Fire slags jordbær er sat i højbedene
Vi har købt fire slags jordbær, som er plantet i højbedene. Der er seks stk. af hver, og de er plantet i forskudte rækker på langs af bedene. I bed nr. 2 er der først sat "Polka" og dernæst "Senga Sengana". I bed nr. 4 er sat "Florence" og længst oppe mod terrassen "Malwina". De fire sorter modner på forskellige tidspunkter, og de er sat i rækkefølge, sådan at Polka starter og så følger de andre med i urets retning indtil Malwina lukker og slukker.
De kommer måske ikke til at give mange jordbær i år, men nu er vi igang, og de er i hvertfald på plads i god tid til høsten i 2018 ... og jeg regner med, at jeg kan plante andre ting ind i mellem jordbærerne i år.
Tilbage står så, at jeg endnu har til gode at se, hvor mange snegle vi reelt har, nu hvor vi har fået anlagt hele haven. Sidste år var det i vildnisset, hvor der er i dag er køkkenhave, at de få dræbersnegle holdt til. Spørgsmålet er om de kom fra skovbæltet ved siden af og hvad de mon vil sige til, at vi har anlagt have, før de for alvor vågnede op til 2017.
Abonner på:
Opslag (Atom)