søndag den 20. september 2020

Stauder og græsser i september måned.

5 Lammeøre uden blomster er sat ved trædestenene i bedet. Jeg er spændt på, om det kan ses til foråret, når stauder og græsser er klippet ned.

De fem små Lammeøre er af typen, der ikke blomstrer, og som også breder sig lidt mere stilfærdigt end de andre.

Den ekstra blå sommerfuglebusk er plantet mellem syrenen og hylden. Det er en stikling fra en af de andre sommerfuglebuske i bedet, og den har stået hele sommeren i en krukke langs sydmuren, hvor den har blomstret.

Vi har høstet brombær over en laaaang periode. Det passer lige med en håndfuld om dagen, eller to håndfulde hver anden dag. Det betyder at der lige er nok til havregrynene, så det er hverken blevet til kager eller syltetøj.

Den nye klematis vil ikke rigtig vokse ... hvis den ikke får fat næste år, så må vi overveje et alternativ. Det kunne måske være brombær?

Selvom hækken endnu ikke dækker helt mod vejen, så er der alligevel frodigt ved bålpladsen.

Ribshækken dækker for terrassemøblerne - lige som planlagt. Vi har høstet store mængder ribs igen i år.

Høstanemonerne lyser op i Nordbedet. Det bliver godt, hvis de kan få bedre fat og brede sig lidt.

Havegangen langs Nordbedet. Hortensiaerne vokser godt og frodigt her, men den største har dog ikke blomstret i år.