Viser opslag med etiketten Skovjordbær. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Skovjordbær. Vis alle opslag

søndag den 6. august 2017

2 x espalier er sat op


Vi har sat espalier op på gavlen af skuret til vores brombær. Der står to buske af sorten Chester. De er tornløse og vi har stor forventninger til dem. Buskene blev sat i foråret, og der er allerede ansats til en håndfuld bær.
Nedenfor brombærbuskene er sat skovjordbær. 

På vestsiden af skuret er plantet en Klematis. Det er en Clematis Montana "Fragrant Spring". Den har allerede stået her i  en månedstid, men nu har den fået et espalier.

Foran er sat en lavendel, en lodden løvefod og en storkenæb "rozanne". 

onsdag den 11. maj 2016

Der kommer helt bestemt skovjordbær i haven i år ...


... for se nu bare her. De små planter, der er sat på skråningen op langs gyngen blomstrer lige så fint. 


James Grieve blomstrer også på livet løs. De andre tre står endnu med knopper, men måske er det også smartere af dem at springe ud alle tre på én gang.


På nordsiden af huset står denne lille sukkertop og lyser op i alt det gråbrune. Mage til lækker lysegrøn skal man da lede længe efter. Den stammer fra en vinterkrukke i det gamle hus, og nu har den så fået en (måske) permanent plads. 


Det viste sig heldigvis, at der var narcisser i krukkerne med hostaerne. Det burde jeg vel have kunne huske, men de er altså kommet med ved et tilfælde, da dele af hostaerne i den gamle have blev gravet op og sat i krukker. Men sikke en dejlig overraskelse nu. 

søndag den 24. april 2016

100 års skoven


I dag har vi taget forskud på glæderne i et år, hvor vi tilsammen bliver 100 år. Mine forældre har foræret os et træ for hver af fødselarerne, og i dag fik vi de første tre æbletræer, som vi har plantet. Det sidste træ er på vej, men hullet er klart allerede. Så nu er vores helt egen 100 års skov på vej i vores baghave. Æbletræerne er sat i grundens hjørne mod sydøst og på det højeste plateau i haven. Der ligger også en stor sten fra grunden imellem træerne. Den er stor og flad, og lige i passende højde til en lav havebænk.


Fra højre mod venstre på billedet ovenfor ses Discovery, Holsteiner Cox, Aroma, og så ankommer James Grieve senere og bliver plantet i hullet helt ude til venstre. På skråningen nedenfor mellem hækken mod syd og gyngestativet er i dag plantet skovjordbær. De er alle sammen kommet med hjem fra sommerhuset. 


Gyngestativet er også sat op i dag. Det er stillet op på et plateau mellem terrassen og æbletræerne.

tirsdag den 5. april 2016

Skovjordbær med overalt


Bittesmå skovjordbærplanter gemte sig overalt i jorden jeg fik hjem fra sommerhuset. Jeg samler dem indtil videre i et af de små højbede.