søndag den 20. september 2020

Stauder og græsser i september måned.

5 Lammeøre uden blomster er sat ved trædestenene i bedet. Jeg er spændt på, om det kan ses til foråret, når stauder og græsser er klippet ned.

De fem små Lammeøre er af typen, der ikke blomstrer, og som også breder sig lidt mere stilfærdigt end de andre.

Den ekstra blå sommerfuglebusk er plantet mellem syrenen og hylden. Det er en stikling fra en af de andre sommerfuglebuske i bedet, og den har stået hele sommeren i en krukke langs sydmuren, hvor den har blomstret.

Vi har høstet brombær over en laaaang periode. Det passer lige med en håndfuld om dagen, eller to håndfulde hver anden dag. Det betyder at der lige er nok til havregrynene, så det er hverken blevet til kager eller syltetøj.

Den nye klematis vil ikke rigtig vokse ... hvis den ikke får fat næste år, så må vi overveje et alternativ. Det kunne måske være brombær?

Selvom hækken endnu ikke dækker helt mod vejen, så er der alligevel frodigt ved bålpladsen.

Ribshækken dækker for terrassemøblerne - lige som planlagt. Vi har høstet store mængder ribs igen i år.

Høstanemonerne lyser op i Nordbedet. Det bliver godt, hvis de kan få bedre fat og brede sig lidt.

Havegangen langs Nordbedet. Hortensiaerne vokser godt og frodigt her, men den største har dog ikke blomstret i år.

søndag den 19. april 2020

Ribsbuskene står allerede med klaser fyldt med blomsterknopper.De danner endnu ikke en rigtig hæk med læ, men de giver en tydelig opdeling alligevel.

Morgenfrue sået i bedet langs Hulvejen og Hakket.

Ærteblomster sået ved espalier, ved brombær og i de to krukker med efeu.

En ny duftgeranium måtte der til. Den fra sidste sommer overlevede alligevel ikke vinteren.

Er det mon fuglekirsebær? Flere har budt ind på Instagram, hvor jeg har spurgt hvilket træ det mon er, vi har i skellet bag skuret. Der er flere, der peger på fuglekirsebær, og efter jeg har læst mere på nettet, er jeg stort set overbevist. Nu mangler jeg bare at se bærrene, som det endelige bevis.

10 små løvefod - delt af to mindre klumper, som jeg gravede af nogle store planter.

Seks små katteurt og så et forsøg med at give frøsåede prydløg lidt ekstra plads. Det forsøg tegner allerede skidt, og jeg planlægger at bruge pladsen til flere katteurt.

To frøstande fra de hvide purpursolhat gav seks ekstra små potter (nederst i billedet). De står sammen staudelathyrus og de fire små ukendte træer.

Et lille stykke Lammeøre er blevet delt i 20 stykker. De fire stykker har dog kun rod og ingen blade. Det er Lammeøre af den slags, der ikke blomstrer, fra kanten af bedet i Hakket ud mod gyngestativet.

De små spirer af Løvehale er fordelt ud i egne potter. Jeg håber, at de kan klare behandlingen, selvom spirerne var ret små. Der er 34 små spirer i hver sin potte.

Der er plantet ni makedonsk blåhat i bedet langs spisekrogen. De er fordelt i tre grupper af tre. Der er samtidig sat fem ekstra Storkenæb Rosemoor.