Viser opslag med etiketten Hakket. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hakket. Vis alle opslag

torsdag den 29. marts 2018

Stauderne og græsserne i Hakket er klippet ned


Den 26. marts blev stauder og græsser klippet ned, for nu troede jeg på, at foråret snart ville komme.  Lige som sidste år blev jeg forundret over, hvor grimt bedet er netop nu. Det er egentlig ret spændende indtil det bliver klippet ned, for der er både frøstande og græsser, som giver liv til "billedet". Problemet var bare, at de små botaniske krokus var på vej op, og de var skjult i alt det gyldenbrune. Måske ville det være anerledes med en krokus, der ikke selv er cremegylden... men Cream Beauty er bare en favorit. 

Jeg har tjekket billedet fra nedklipningen sidste år, og det ser også trøstesløst ud. Nu venter jeg og følger op på, hvor lang tid der går, før det bliver kønt igen. 

Med en tydeligere bøgehæk i baggrunden af bedet og en tydeligere lavendelhæk i forgrunden bliver det måske anerledes næste år. Hvis der så også er en trædesti (lugesti) igennem bedet, så sker der lidt mere på denne årstid. Evt. kan krokus suppleres med Blue Pearl, som må træde tydeligere frem i disse farvenuancer. 

Dertil kommer, at flere af mine små buksbom ser ud til at have det fint på trods af den hårde vinterkulde, og  de kunne give nogle tiltrængte pletter med grønt i bedet. Alternativt skulle jeg se mig om efter juleroser eller påskeklokker til bedet, men jeg vil være nødt til at undersøge, om de vil kunne trives i et bed som dette.  


Lavendlerne må lige vente et par uger endnu før de får en studsning. Der må tages lidt hensyn trods alt, for de står et svært sted. Nederst på en skråning af fed lerjord, så jeg tør slet ikke spå om, hvor meget vand de får om vinteren. De står samtidig i kanten af fliseterrassen, dvs. rødderne står i en blanding af stabilgrus og plantejord. Desuden har de fået "glæde" af overskuddet, hver gang fliserne har fået fugesand i løbet af de første to år. 

Og hvem havde troet, at en lavendelhæk kunne blive en praktisk foranstaltning? Denne hæk opsamler løs jord, sten, blade mm. som ruller ned af skrænten i kraftig regn, og det lægger sig som en lille vold på bagsiden i stedet for at rode ude på terrassen. 

Kort sagt, selvom de er de ældste, så er de muligvis ikke de kønneste lavendler på matriklen pt., men de lever, vokser, og med tiden bliver de større og forhåbentlig til en køn, tæt hæk. Når de første grønne skud kommer i lavendlerne, så klipper jeg den ned til 10-15 cm over jorden. 


Tjae ... hvem ønsker sig ikke et "hvidt bed"? 

søndag den 6. august 2017

Der er sket meget på én sæson


I foråret 2017 var der meget bar jord og langt mellem planterne, men vi var forhåbningsfulde, selvom vi gik ud fra, at det ville tage lang tid, før bedet blev som planlagt. Nu må vi bare konstatere, at bedet bare skal vokse lidt mere til, men eller så er det der!

mandag den 12. juni 2017

De første græsser har sat aks


De fem fine sandrørhvener står flot og vejer hen over bedet, og nu har de sørme også sat aks allerede. I bedet står de første græsser, jeg har prøvet at have i haven, så jeg følger dem med spænding. Jeg har tabt hjertet til de hurtigt voksende sandrørhvener, for de kom op allerede i det tidlige forår, hvor bedet trængte til et skud grønt, og nu står de som fem søjler i bedet og giver højde.


Men det er svært for mig at vurdere, om de små elefantgræsser har en anden rytme hen over året, om de er længere tid om at komme igang med at vokse, eller om de bare trives virkelig dårligt på lerjorden og/skråningen ned med terrassen. På billedet ses en lille elefantgræs til venstre for midten. Den er knap højere end mine høstasters på nuværende tidspunkt.

torsdag den 27. april 2017

Pinseliljer i hakket


I bedet ved Hakket er der i efteråret 2016 lagt 19 pinseliljer. De 15 er "Actaea" og de er rigtig skønne. De 4 der er indkøbt i Fakta og blot under navnet Pinselilje er noget tvivlsomme, og jeg tvivler på, at de kommer til at blomstre i år.

De 15 løg er altså rigtig skønne, men der er slet ikke løg nok i bedet. Der sker ganske enkelt ikke tilstrækkeligt på denne årstid. Billedet nedenfor viser, at der er plads til meget, meget mere, også selvom prydløgne er på vej (blade anes også på billedet). Gerne hvide blomster, fx flere pinseliljer, men også andre løgvækster med hvide blomster. Det kan fx være tulipaner, men det kan også være tidligere løgvækster end pinseliljer.

tirsdag den 11. april 2017

Græsbedet på skrænten er klar til en ny sæson


Hmmm ... det spirer og gror, men der er lagt til den frodighed, som jeg venter på til sommer. 

Græsserne blev klippet ned i midten af marts. Det var lige ved at være for sent for "Karl Foerster", som allerede skød livligt. På billedet her en måned senere er de grønne skud allerede store, og det havde været umuligt at klippe ned. De to x 5 elefantgræsser bliver forhåbentlig snart grønne igen. 

Pinseliljerne er på vej op, men der er plads til flere. 

Lavendlerne og de øvrige stauder blev også klippet ned i marts måned.