Viser opslag med etiketten tomat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tomat. Vis alle opslag

søndag den 17. april 2016

En meget travl weekend


De små tomatspirer måtte over i større potter allerede. De hænger lidt med hovedet på billedet her, der fra i går morges, men allerede nu står de fint igen. 23 fine planter blev det til. Hvad skal man dog stille op med så mange? Der er forhåbentlig tomatplanteglade folk i nabolaget, men jeg beholder indtil videre dem alle 23, og ser om de alle bliver flotte planter.


Forhaven fik også opmærksomhed lørdag morgen. Der var ankommet en pakke med fem barrodsroser White cover. Samtidig blev der sat tre buksbom, så de alle slynger sig i et bånd diagonalt ned over bedet. Roserne kan vist kun lige anes på billederne. Der var også seks små storkenæb med hvide blomster, blodrød storkenæb Album, som er sat i hjørnet under sommerfuglebusken. 


Juleroserne står forresten rigtig fint, og de har sat nye blomster, efter de endelig kom i jorden.


Men alt det var jo bare hyggen, inden vi for alvor gik i gang. Hele familien var i sving med bobcat, trillebøre, skovle, river, spade, greb og jeg ved ikke hvad.


Vi har gravet ud til en plan flade, lidt højere end terrassen, og her skal stå et gyngestativ.


Det er svært at se, når det hele bare er brunt med brunt på, men det er blevet virkelig flot.


Hjørnet her rundt ved terrassen skal vi lige have fræset, og så skal det også jævnes ud. Vi har fjernet de stejle skrænter fra byggeriet, og nu skal der være fine jævne skråninger, som der kan plantes på ud for terrassen i hakket. Oven for skråningerne har vi lagt al jorden, der er til overs fra udgravningerne, og det betyder, at vi nu får en stor jævn flade øverst/bagerst i haven. Jeg havde troet, at der skulle flere niveauer til, men det er så skønt, at det ser ud til, at hele stykket langs hækken og ind til bagsiden af skråningen mod terrassen henholdsvis gyngestativet kan holdes i ét niveau. På de to billeder ovenfor kan man se den store sten, og måske fornemme hvor højt der er op til niveauet bagved, hvor den ligger. På billedet nedenfor kan man kun lige ane bålpladsen (den lyse stribe foroven), fordi jorden foran nu er oppe i samme niveau.


Sidst, men ikke mindst, så har vi fået gravet en sti. Den har en fin jævn stigning nede fra vores terrasse i hakket ved stuen og op til den bagerste del af haven. Den har også fået et fint lille sving, inden den er oppe i niveau. Svinget betyder også, at den ikke bare går lige op til bålpladsen (og det ville også have givet frit indkig til bålpladsen inde fra stuen. Samtidig så deler stien også jordniveauerne. Til højre for stien har vi lagt jord ud, så vi holder det høje niveau, som strækker sig oppe fra den bagerste hæk. Til venstre for stien er der ikke lagt jord ud, så der er niveauet lavere, og de har fået lov til at følge terrænet, så det skråner naturligt ned. Dog er der en stejlere skåning nederst mod fliserne langs gavlen.