Vi skal have et tørrestativ op på bagsiden af carporten. Det skråner omkring en meter ned fra flisegangen til bunden af træbeklædningen på carportens bagside. Til at holde på skråningen har vi lige sået græs, og for at vi ikke får trampet en jordsti, har vi lagt trædesten. Det ser nu også fikst ud med den lille snoede sti ned ad skråningen. Den ender lige præcis der, hvor tøjet skal tørres.
Nu er der også sat en lille bøgehæk på tværs af området, dvs. fra carporten op til flisesten. Den kan lige anes i højre side af billedet. Med tiden vil hækken komme til at dække for vasketøjet, når man går ind og ud af hoveddøren, dvs. til højre for billedet.
I nederste venstre hjørne af billedet - muligvis slet ikke med på billedet - er sat tre Spirea (barrodsplanter). Det bliver de eneste planter bortset fra græs og hæk her ved tørrepladsen. De kan med tiden være med til at give læ, håber jeg, for de står lige ved hushjørnet mod sydvest. Dog er de trukket lidt ud pga. flisestien. Jeg har sat tre Spirea til i "depot" et andet sted på grunden, som jeg skal have plantet på den anden side af hushjørnet, når vi bliver færdige med at køre jord i trillebøre forbi lige der. Så giver det mulighed for endnu mere læ, på et ellers meget vindomsust hjørne. Det er lige i starten på "tunellen" op mellem vores hus og nabohuset.