onsdag den 31. maj 2017

En fin rød farve midt i alt det grønne


En lille Alunrod "Ruby bells" er kommet med i flytningen fra den gamle have.

Den står lige uden for køkkenvinduet, og selvom blomsterne er spinkle, så lyser de op i alt det grønne og fanger øjet.

tirsdag den 30. maj 2017

Spisekrogen: planteliste


Vi har en dejlig terrasse på sydsiden af huset, der er omkranset af hække og bede. 

Mod øst og vest er sat en bøgehæk, der skal give læ, når den vokser op. 

Mod nord (dvs. mod husets sydmur) er sat tre sommerfuglebuske Pink Delight i en bund af lavendel Hidcote blue.

Mod  syd (dvs. mod hækken/naboens nordside) er sat:
  • 6 Rose de Rescht
  • Katteurt "Walkers low" 
  • Staudesalvie "ostfriesland"
  • Lodden løvefod
  • Storkenæb "Rosemoor"
  • Storkenæb "Rozanne"
  • Hyld "Black lace"
  • Japansk stenurt
  • Akelejer (blå/lilla)
  • Haveklinte (pink)
  • Blå valmuer


Hvide blomster i det hvide bed



Der er forsat meget grønt (og på sigt også blåt) i det hvide bed, der er anlagt med græsser på en skråning,  men lige nu er der skønne hvide blomster også. De lyser fint op, også når det er mørkt, så det bekræfter blot, at der skal flere hvide blomster til bedet. 


Sandrørhvenen er kommet flot op allerede, men det kniber gevaldigt med elefantgræsserne. Faktisk står det så sløjt til, at jeg overvejer, om de mon vil kunne trives i bedet, eller om de skal reddes ved at blive flyttet til et andet sted i haven.

Buksbørn


De små stiklinger af buksbom har ikke haft en nem start, og jeg er ikke sikker på, at de kommer til at lykkes for mig. Nu er de dog flyttet til et lille højbed, hvor jeg har styr på dem, og de får både sol, vand og god jord.

Det indlæg blev skrevet i april 2016, men ved en fejl blev det "flyttet i tid" ved en opdatering.

Tre Cotoneaster er kommet hjem igen


Indtil videre mest strittende pinde, men jeg tror nu på, at det bliver godt. Tre små cotoneaster/dværgmispel er kommet hjem fra sommerhuset, og de er plantet på nordsiden af huset mellem de to små skud af paradisæbletræer. Der er også kommet lidt fuglefoder op, for til vores store glæde, men også forundring, har vi set et par småfugle her i området, hvor der ellers ikke er meget at komme efter for småfugle.

Dette indlæg blev skrevet i marts/ april 2016, men ved en fejl blev det "flyttet i tid" ved en opdatering.

Det meste af hækken er sat


Så er det meste af hækken sat. Der er nu hæk mod nord  og øst. Mod syd bygger naboen stadigvæk, så den hæk venter til efteråret. Mod vest har vi stort set kun indkørsel, og vi må ikke sætte hæk på de sidste 2,5 m på hver side af indkørslen.

Vi har dog også sat en række interne hække i haven. Men vi er ikke færdige, og der kommer flere interne bøgehække senere, det bliver nok først til efteråret 

Dette indlæg blev skrevet i marts/april 2016, men ved en fejl blev det "flyttet i tid" ved en opdatering.

Der var sørme også erantis med hjem


Der var to erantisknolde med i jorden fra sommerhuset. De blev straks sat under bøgepuret ved carporten.

Dette indlæg blev skrevet i marts/april 2016, men ved en fejl blev det "flyttet i tid" ved en opdatering.

onsdag den 3. maj 2017

Fire slags jordbær er sat i højbedene



Vi har købt fire slags jordbær, som er plantet i højbedene. Der er seks stk. af hver, og de er plantet i forskudte rækker på langs af bedene. I bed nr. 2 er der først sat "Polka" og dernæst "Senga Sengana". I bed nr. 4 er sat "Florence" og længst oppe mod terrassen "Malwina". De fire sorter modner på forskellige tidspunkter, og de er sat i rækkefølge, sådan at Polka starter og så følger de andre med i urets retning indtil Malwina lukker og slukker.

De kommer måske ikke til at give mange jordbær i år, men nu er vi igang, og de er i hvertfald på plads i god tid til høsten i 2018 ... og jeg regner med, at jeg kan plante andre ting ind i mellem jordbærerne i år. 

Tilbage står så, at jeg endnu har til gode at se, hvor mange snegle vi reelt har, nu hvor vi har fået anlagt hele haven. Sidste år var det i vildnisset, hvor der er i dag er køkkenhave, at de få dræbersnegle holdt til. Spørgsmålet er om de kom fra skovbæltet ved siden af og hvad de mon vil sige til, at vi har anlagt have, før de for alvor vågnede op til 2017. 

Hindbær to sorter


Til venstre i billedet er et bed med Autumn Bliss og til højre et bed med Zefa Herbsternte

tirsdag den 2. maj 2017

Rabarber Elmblitz og Spangsbjerg


Jeg har plantet to rabarber, de er begge "vin"rababer. Mod nord i bedet (til venstre på billedet ovenfor) er det Rød Elmblitz og mod syd Spangsbjerg 





mandag den 1. maj 2017

Lyserøde valmuer i rabarberne, blandede valmuer under hindbærene


Jeg havde en masse valmuefrø som jeg har sået. Der var lyserøde fyldte "italienske valmuer" fra min farmor og farfars have. De er sået under rabarberne.

Jeg havde også en håndfuld valmuefrø, som var en blanding af de lyserøde fra farmor og farfar, og nogle blålilla enkelte valmuer. Dem har jeg sået under hindbærerne. Med lidt omhu kan jeg få adskilt frøene, når jeg høster til efteråret.