fredag den 6. maj 2016

Nu bliver det rigtig sjovt ...


... at gå i haven. Der var masser af blæst i dag, men til gengæld høj blå himmel og masser af sol. Det første af æbletræerne har sat blomsterknopper. Det er James Grieve, der ser ud til at skulle blomstre først. 


Hostaerne ser også ud til at have overlevet flytningen allesammen. Denne her er vist den tidligste, for den er længst fremme nu. Jeg glæder mig så meget til de springer helt ud, og jeg kan se, hvordan de står, hvor meget de dækker mv. 


Vores nye træ i forhaven kaster allerede en flot skygge på husmuren i aftensolen. Det har foldet de første blade ud, og de viser sig at være bronzefarvede i udspring. Så smukt.


De små benved, som jeg troede var ved at gå ud, trives alligevel fint. De er begge sprunget ud med små grønne blade. 

onsdag den 4. maj 2016

Jeg har sået sommerblomster og mine egne valmuefrø


Jeg har sået nogle fine lysegule Stolt kavaler (Xanthos med 10 cm i diameter)  i bedet ved terrassen.
I den lange vinkel til venstre for billedet her er der sået blå/lilla akelejer og valmuer.

I det lange lavendelbed er sået valmuer, både blå/lilla enkle valmuer og fyldte lyserøde (de italienske valmuer fra Farmor og Farfar i Ørbæk)

I det hvide bed i forhaven har jeg sået hvide Stolt Kavaler (Mont Blanc) med 8 cm i diameter.

tirsdag den 3. maj 2016

Rønnebærtræet er flyttet ind igen


Vores Rønnebærtræ har overlevet en flytning til, så nu er det kommet hjem. Denne gang har det fået en pæl at støtte sig til, for det store træ havde desværre kun en lille overfladisk rod, og det går ikke på så vindomsust en plads, som det har fået nu. Indtil videre er det eneste beplantning ved bålpladsen, men med tiden skulle det gerne stå som en overstander i den øvrige beplantning, der skal give læ. 

De små paradisæbletræer har det godt


De små hjemmedyrkede paradisæbletræer trives og har det godt på nordsiden af huset.  

mandag den 2. maj 2016

Nyt træ i forhaven


I weekenden plantede vi et stort træ i forhaven. Det er et japansk kirsebærtræ, og det har både blad- og blomsterknopper, så vi håber, at vi kommer til at opleve en blomstring lige om lidt. Træet er podet i 180 cm højde, så vi kan fint gå under, selvom det står tæt på adgangsstien og hoveddøren. På sigt bliver det forhåbentlig så højt, at det kommer til at matche den høje husgavl.

søndag den 1. maj 2016

Det bliver grønt nu


Den nyplantede spirea er allerede grøn, og blomsterne springer snart ud.


Lavendlerne, som var noget af det allerførste vi plantede i haven, har allesammen små grønne skud.


De små bjergløvefod er kommet hjem fra sommerhuset, og  de er plantet ud i bedet i forhaven. 


De små storkenæb er stadigvæk meget små, men de er dog fint grønne midt i alt det gråbrune jord.

fredag den 29. april 2016

James er ankommet


Det fjerde æbletræ, James Grieve, er ankommet i dag. Det er sat yderst til venstre på billedet ovenfor. Det er nok omkring 2,7 meter højt, og nede fra terrassen, er der vel en meter mere op til toppen.

søndag den 24. april 2016

100 års skoven


I dag har vi taget forskud på glæderne i et år, hvor vi tilsammen bliver 100 år. Mine forældre har foræret os et træ for hver af fødselarerne, og i dag fik vi de første tre æbletræer, som vi har plantet. Det sidste træ er på vej, men hullet er klart allerede. Så nu er vores helt egen 100 års skov på vej i vores baghave. Æbletræerne er sat i grundens hjørne mod sydøst og på det højeste plateau i haven. Der ligger også en stor sten fra grunden imellem træerne. Den er stor og flad, og lige i passende højde til en lav havebænk.


Fra højre mod venstre på billedet ovenfor ses Discovery, Holsteiner Cox, Aroma, og så ankommer James Grieve senere og bliver plantet i hullet helt ude til venstre. På skråningen nedenfor mellem hækken mod syd og gyngestativet er i dag plantet skovjordbær. De er alle sammen kommet med hjem fra sommerhuset. 


Gyngestativet er også sat op i dag. Det er stillet op på et plateau mellem terrassen og æbletræerne.

tirsdag den 19. april 2016

Hvilken plante er det?


Jeg fik nogle "småpinde" med hjem fra sommerhuset, og jeg havde håbet, at det var mine forlængst glemte stiklinger af enten flodpil eller sommerfuglebusk. Se mit indlæg ved at klikke her. 

Jeg fik hurtigt svar om, at det var ikke sommerfuglebusk, og det kan jeg også selv tydeligt se nu. Jeg er dog også helt overbevist om, at det slet, slet ikke kan være en flodpil. ØV. 

Men da der er god plads i haven og langt det meste er helt bar jord, så smider jeg naturligvis ikke lige små ivrige planter ud. Særligt ikke, hvis de har så meget livskraft, at de selv er "flyttet ind", for så er der håb om, at de kan klare betingelserne i en helt bar have uden særlig meget læ i starten. 

Spøgsmålet er så bare, hvad kan det så være, der er flyttet ind? Der er i alt otte små planter på mellem 10 og 20 cm i højden. De kommer fra en plantekasse, der har stået hele sommeren i sommerhuset på en rigtig naturgrund. Det betyder, at stort set alt, hvad der vokser at buske og planter vildt i naturen (eller tilført i en sommerhushave) ved Arresø kan være i spil her. 

Nogen gode bud? Umiddelbart tænker jeg selv på Benved eller snebær, men jeg har hverken megen fantasi eller kendskab til mulighederne.

søndag den 17. april 2016

En meget travl weekend


De små tomatspirer måtte over i større potter allerede. De hænger lidt med hovedet på billedet her, der fra i går morges, men allerede nu står de fint igen. 23 fine planter blev det til. Hvad skal man dog stille op med så mange? Der er forhåbentlig tomatplanteglade folk i nabolaget, men jeg beholder indtil videre dem alle 23, og ser om de alle bliver flotte planter.


Forhaven fik også opmærksomhed lørdag morgen. Der var ankommet en pakke med fem barrodsroser White cover. Samtidig blev der sat tre buksbom, så de alle slynger sig i et bånd diagonalt ned over bedet. Roserne kan vist kun lige anes på billederne. Der var også seks små storkenæb med hvide blomster, blodrød storkenæb Album, som er sat i hjørnet under sommerfuglebusken. 


Juleroserne står forresten rigtig fint, og de har sat nye blomster, efter de endelig kom i jorden.


Men alt det var jo bare hyggen, inden vi for alvor gik i gang. Hele familien var i sving med bobcat, trillebøre, skovle, river, spade, greb og jeg ved ikke hvad.


Vi har gravet ud til en plan flade, lidt højere end terrassen, og her skal stå et gyngestativ.


Det er svært at se, når det hele bare er brunt med brunt på, men det er blevet virkelig flot.


Hjørnet her rundt ved terrassen skal vi lige have fræset, og så skal det også jævnes ud. Vi har fjernet de stejle skrænter fra byggeriet, og nu skal der være fine jævne skråninger, som der kan plantes på ud for terrassen i hakket. Oven for skråningerne har vi lagt al jorden, der er til overs fra udgravningerne, og det betyder, at vi nu får en stor jævn flade øverst/bagerst i haven. Jeg havde troet, at der skulle flere niveauer til, men det er så skønt, at det ser ud til, at hele stykket langs hækken og ind til bagsiden af skråningen mod terrassen henholdsvis gyngestativet kan holdes i ét niveau. På de to billeder ovenfor kan man se den store sten, og måske fornemme hvor højt der er op til niveauet bagved, hvor den ligger. På billedet nedenfor kan man kun lige ane bålpladsen (den lyse stribe foroven), fordi jorden foran nu er oppe i samme niveau.


Sidst, men ikke mindst, så har vi fået gravet en sti. Den har en fin jævn stigning nede fra vores terrasse i hakket ved stuen og op til den bagerste del af haven. Den har også fået et fint lille sving, inden den er oppe i niveau. Svinget betyder også, at den ikke bare går lige op til bålpladsen (og det ville også have givet frit indkig til bålpladsen inde fra stuen. Samtidig så deler stien også jordniveauerne. Til højre for stien har vi lagt jord ud, så vi holder det høje niveau, som strækker sig oppe fra den bagerste hæk. Til venstre for stien er der ikke lagt jord ud, så der er niveauet lavere, og de har fået lov til at følge terrænet, så det skråner naturligt ned. Dog er der en stejlere skåning nederst mod fliserne langs gavlen.


torsdag den 14. april 2016

Rullegræs ...


Jeg tror, at vi kender den sødeste anlægsgartner :-) Han havde nogle ruller til overs fra en opgave, og i stedet for at smide dem ud, så fik vi dem. Det gør da alverden til forskel, når man kigger ud langs stien, at der nu er grønt. Og mine små højbede ser ud af en hel masse, når de pludselig er omkranset af fint grønt græs. Mmmm ... så gør det ikke noget, at der egentlig var planer om staudebed langs hele stien, for det bliver alligevel ikke til noget her og nu. Så istedet for vil jeg nyde synet af grønt græs, og så fortsætte med at lægge planer for bedet. 

søndag den 10. april 2016

Så har vi et bålsted


Vi har mange, mange store sten på grunden, og en hel del mindre, men nu har fundet noget godt og flot at bruge dem til. Med stor hjælp fra Morfar har vi efter en lang dags arbejde et bålsted. Det er 2 m i diameter, og tanken er, at der skal stå et bålfad midt på. Vi sår græs rundt om, og så må vi finde på noget, som vi kan sidde på. Måske birkestammer? Uden om siddepladserne skal vi have buske til at give læ og hygge. 

Det må godt være et lidt vildere hjørne, men når jeg ser på de planter, jeg har i tankerne, så er det vist så som så med vildskaben. Måske er det bare fordi det bliver knap så stramt og retlinet som resten af haven, at jeg tænker det bliver vildere. Det bliver i hvertfald skønt tror jeg.  

  • Skovjordbær (der må være rigeligt til også at sætte under buskene her)
  • Blåbær (fremmedbestøvere, så derfor foreslås fx Blue Crop, Goldtraube og North country).
  • Ribsbuske 
  • Solbærbuske
  • Mirabelle
  • Nøddebuske (Hasselnødder er vist også fremmedbestøvere...)
  • Rønnebærtræ (skal hjem fra sommerhuset)
  • Syren 


Havebord og stole er kommet hjem fra opmagasinering i dag. Det gav lidt ekstra perspektiv på højderne, da bord og stole blev stillet op. 


Til sidst de skønne påskeliljer, som nu er sprunget ud ved hoveddøren.

lørdag den 9. april 2016

Så er det virkelig blevet forår


Så er det virkelig blevet forår - også i min have. De små kodriver er flyttet hjem for nyligt, og de står så fint uden for bryggersdøren. De har selskab af lærkesporer, og som også lige er flyttet ind, og til min store glæde, så lykkedes det at få dem til at springe ud i år, selv om knoldene først er lagt for nyligt, og der allerede var spirer med blade på.


Jeg fik sået staudefrø igen i dag. Indtil videre er de sået i bede, der egentlig var tiltænkt en køkkenhave, men her er jeg sikker på, at jeg har styr på dem i modsætning til resten af haven. 

I bed nr. 2 fra billedets venstre hjørne og op langs huset er sået Sølvsalvie og staudelupin. I næste bed er sået løvefod, haveklinte og hvid purpursolhat. I det næste bed er sået lyserød purpursolhat. 

Så kom der flere frø med posten


Sølvsalvie er allerede sået i et af de små højbede sammen med endnu en omgang staudelupin. Jeg håber, at det lykkes.

Stauder og roser ved den nye terrasse


Rundt om to af siderne på vores terrasse har jeg plantet tre Rose de Rescht, og bånd af katteurt og staudesalvie. Senere skal der også være lodden løvefod og storkenæb Rozanne. Det hele ligner små dryp af grønt i alt det brune, og jeg er spændt på at se, hvor store (eller små) planterne er, når sommeren er ovre.