søndag den 4. november 2018

Planteidéer til forhaven

Forhaven skal gennemarbejdes til foråret, og måske er det også nu, at flere af de små græsplæner i forhaven skal inddrages til bede. Vi har i starten lagt græs ud flere steder i forhaven, med det er hensigten, at plænerne senere skal være en del af en samlet forhaves beplantning. 

I første omgang er der bedet foran hoveddøren og et laaaaangt bed langs flisestien fra vejen op til hoveddøren. Det lange bed vil jeg dele op med et bøgepur. 

Jeg overvejer en matrixbeplantning af bedene (inspiration fra nettet) og vil gentage planterne i hele forhaven.

Indtil videre overvejer jeg slyngende plantebånd af bunddækkende stauder, pt. tænker jeg på Lammeøre, Katteurt og Bjerg-løvefod. Jeg er dog i tvivl om Lammeøre og Bjerg-løvefod er for lave og vil blive "overdøvet" af Katteurt. 












Roserne White cover står fint trods let nattefrost


lørdag den 27. oktober 2018

Efterårsfarver



Græsserne står flot og heldigvis har vi sat dem, så de kan nydes indefra, når det blæser. 


Den eneste Sankt Hansurt som kom med ved flytningen er ved at have vokset sig stor og flot. Nu må den være stor nok til at blive delt næste forår.'



Løvehalerne blomstrede for første gang i år. Jeg har plantet Løvehaler i to omgange, og det ser ud til, at første år bruges til etablering, og så blomstrer de andet år. Nu er jeg spændt på, hvad der så sker næste år. 
Blomstringen i år var smuk, men en kort fornøjelse på grund af tørken. Frøstandene er jo heldigvis fine alligevel.

Kommende haveglæder


I min havegruppe har vi indkøbt løg i fællesskab. Min andel består af 260 tulipaner, 80 prydløg og 250 erantis.

Jeg har lagt alle løgene før vi tog på efterårsferie. 

Erantis i kanterne under bøgepur, i Nordbedet, ved Bålpladsen og under paradisæbletræerne i Urtehaven.

Under paradisæbletræerne i Urtehaven er lagt blanding af prydløg og tulipanerne Blushing apeldoorn og Van eijk.

I Nordbedet er lagt blandinger af:
  • tulipanerne Blushing apeldoorn og Van eijk.
  • tulipanerne Menton og Queen of night.
  • prydløg og tulipanerne Menton og Queen of night. 
I bedet er i forvejen 8-10 stk af de klassiske røde Apeldoon, som jeg fik af min nabo. De har blomstret én gang hos hende, men hun var ikke fan af farven, så de flyttede have. Menton og Queen of night ligger i nærheden af de røde tulipaner, og jeg glæder mig meget til at se kombinationen. 

Der er også en blanding af diverse narcisser i bedet. Jeg har typisk sat narcisser ned her, hvis jeg har fået blomster af gæster i løbet af foråret, eller når forårets krukker er blevet tømt. 

Efter ...

Urtehaven blev ryddet så grundigt, at der kun var ét paradisæbletræ tilbage. Alt andet var gravet op og stod i murerspande, hvor planterne ventede på at der blev sat espalier op og højbedene kunne sættes op igen. Hele ændringen inkl. opgravning og genplantning tog ca. 3 weekender.


På bagsiden er der sat højbede med krydderurter. Min Figen har også fundet en plads, og så er der sået græs.


Det ene paradisæbletræ blev flyttet. Der er plantet kaprifolie langs de bagerste espalier, storkenæb, kvæsurt og pileurt i bunden under træet, og langs fliserne skal sylfirling danne et grønt tæppe. 

7 fag espalier er sat op i to rækker. I den forreste række er der fire espalier, og der er plantet stikkelsbærkiwi, som skal vokse op. Foran de fire espalier er sat højbede med krydderurter.
I den bagerste række er der et smalt espalier i midten, hvor en rose Ghislaine de Feligondé skal vokse op. Mod vest er rækken af espalier afsluttet med en stor busk - en rød blærespirea.


På det sidste billede ses hele rækken af espalier. Jeg glæder mig enormt til de grønne planter vokser op og bløder indtrykket af de hårde, sorte kanter lidt op.  


Før ...

Der var ganske dejligt i vores Urtehave med grønt græs, urter i højbedene og to små paradisæbletræer.



Der var bare ét problem - i den ende af huset har vi ganske få meter over til naboen, der har bygget i et terræn ca. en meter over vores, og som har hoveddør og bryggers lige over for ungernes værelser. Alt sammen OK, men vi trængte til følelsen af privatliv på børneværelserne, og den følelse kan højden af persille i et højbed ikke rigtig tilbyde. 

søndag den 16. september 2018

Bedet langs hulvejen

Bedet langs hulvejen er vokset fint, men når endnu ikke sammen og dækker jorden helt. 

Jeg tror nok, at det kommer til at dække næste år eller året efter, og efter et par år med forskellige planter og uden nogen plan, så er jeg ved at have styr på plantevalget i bedet - både de nuværende og ønsker fremover. 


Det første billede er taget fra terrassen, og det viser hulvejen og bedet på langs i sin helhed. Det er en sti fra terrassen ved vores hus op til terrassen i den bagerste/øverste ende af vores have. Vi kalder terrassen for Loungen - hvad ellers, når havemøbler i dag kaldes for "loungesæt"?

Til venstre står en hæk af lavendel. Den har nydt den varme og tørre sommer i år. 
Til højre er bedet foroven afgrænset af en lav bøgehæk op mod græsplænen. Hækken er ikke så stor, at vi er begyndt at klippe den endnu, men når den bliver tæt vil den dække godt af ud mod vejen, selv om vi holder den lav. 


Det næste billede er taget fra Loungen ned mod terrassen ved huset.

I bedet er Lammeøre i klynger, Løvefod i klynger, Margueritter i klynger, tre store asters, Lupiner og Løvehale og broget Benved.
Der er også to klynger af Sølvlys. Den ene har en fodpose af Storkenæb.

Jeg kunne ønske mig flere storkenæb, så den anden klynge Sølvlys får samme bund. Der mangler også en gruppe Løvehale mere, og endelig så kunne det være fint med endnu en staude, der blomstrer om efteråret. 

lørdag den 18. august 2018

Løvehale sået

Mine løvehaler ved bålstedet har blomstret i år og står nu fine med frøstandende. Jeg vovede forsigtigt at høste frø til at så 3-4 stk. i hver potte. Det lykkedes næsten uden skader på de fine frøstande. 

Perovskia i massevis

Efter at have beundret en perovskia i sommers, fik jeg i denne uge besked om, at jeg bare kunne komme forbi og hente et bundt "ukrudt", hvis jeg var interesseret. Jeg kom hurtigt afsted, og nu er alle småplanterne fordelt med op til 4 stk. pr. potte. De må lige stå lidt i pit-stop her inden de bliver plantet ud i løbet af september. De skal sandsynligvis plantes ud i det store bed med græsser.  

fredag den 13. juli 2018

tirsdag den 12. juni 2018

Planer for Urtehaven

Til efteråret skal der ske en ændring af Urtehaven. Der skal sikres afskærmning mod naboen, for nu er tålmodigheden med hækken udløbet.

Foreløbige tanker:
  • Området fastholdes som urtehave, dvs. krydderurter skal fortsat kunne rummes. 
  • Af hensyn til at skelne spiselige urter fra andre planter fastholdes højbedene fra Land-
  • Højbede placeres samlet eller i større grupper, der gør græsslåning nemmere. Alternativt plantes op til højbede, så græsslåning ikke er nødvendigt.
  • Der opsættes sort terrassehegn som afskærmning/espalier i lighed med det hegn, der er opsat ved vores terrasse.
  • Der tages udgangspunkt i de to store vinduer i facaden ud mod havestykket, og sikrer dels afskærmning, dels "udsigt". 
  • Der sikres en sti til Spisekrogen (hul i hækken). 
Krydderurter, der kan fastholdes/sås igen:
  1. Rosmarin
  2. Timian
  3. Salvie
  4. Løvstikke
  5. Persille
  6. Bredbladet
  7. Purløg
  8. Pebermynte
  9. Mynte
  10. Citronmelisse
  11. Rød syre
  12. Dild
  13. Oregano
Idéer til supplerende spiselige planter, der vokser i højden:
  • Jordskokker
  • Ærter
  • Brombær
  • Stikkelsbærkiwi
Idéer til supplerende spiselige planter:
  • Squash
  • Tomater
  • Rabarber
Planteidéer iøvrigt:

  • Blærespiræa diabolo
  • Kvæsurt
  • Lægekvæsurt
  • Astrantia Major
  • Purpursolhat (Magnus?)
  • Lammeøre
  • Hjortetrøst
  • Kertepileurt persicaria amplexicaulis
  • Slangepileurt persicaria bistorta
  • Kæmpe skælhoved
  • Løvehale
  • Pragtrøllikke
  • Et paradisæbletræ?

søndag den 3. juni 2018

Planer for staudebedet langs hulvejen


Uanset hvilken ende man ser bedet fra, så er det tydeligt, at der stadigvæk er huller mellem stauderne. Der er også planter, der er sat her, fordi der lige var plads til at overvintre dem på skråningen, og så kom de aldrig videre. 

Jeg vil gerne rydde op til efteråret og skabe et staudebed, der matcher placeringen. Dvs. kraftig lerjord på en skråning med sol det meste af dagen. Bedet er ca. 10 meter langt, ca. 1,3 m bredt, men bredden er varierende. Bedet ses mest fra de to terrasser i hver sin ende, så det er vigtigere, at det ser godt ud "på langs" end fra "forsiden", der kun ses i forbifarten på stien eller fra Køkkenhaven bag lavendelhækken.


Plantelisten i dag er:
  • Asters, se link her, 3 klynger Lilla blomster fra september.
  • Bregne,  5 stk, står enkeltvis, men fordelt i hele bedets længderetning  
  • Lammeøre, se link her, 19 stk. Står enkeltvis langts kanten af bedet  hele bedets længde.
  • Margueritter, 3 stk, De to står samlet og den sidste for sig selv. 
  • Krybende Benved, se link her. De står i 12 små klynger fordelt hen over bedet.
  • Staudesalvie Oestfriesland, tre stk. 
  • Sølvlys, se link her. To grupper af 3 stk.
  • Staudelupin Noble Maiden, se link her, 2 stk. samlet. Den ene er dog en frøplante, der ved udspring var cremegul.
  • Løvehale, se link her, 5 stk. i én klynge 
  • Lodden løvefod, se link her,  5 stk. i én klynge
  • Storkenæb Album, se link her. Står som en tæt fodpose om tre Sølvlys
  • Honningurt - selvsået
Det fungerer:
  • Skarpt skåret græskant. Der er ikke behov for en fast "staudekantplante". 
  • Farver forsommer: hvid (storkenæb), cremehvid (lupin), cremegul (løvehale + lupin), grå (lammeøre), limegul/grøn (løvefod + bregner), grøn (blade på asters, løvehale, storkenæb og sølvlys). Pt. også honningurts lyseblå/lilla farve. 
  • Farver højsommer: hvid, cremehvid/gul, grå, limegul/grøn, grøn, lyseblå/lilla.
  • Farver efterår: hvid, cremehvid/gul, grå, limegul/grøn, grøn, lyseblå/lilla.
  • Former/højder virker fint. Der er flade blomster (storkenæb, margueritter og asters), der er blomsterspir (sølvlys, lammeøre og løvehale). Der er faste/robuste planter (asters og krybende benved) og der er lette planter (lodden løvefod, bregne, storkenæb). 
Det fungerer ikke:
  • Staudesalvie Oestfriesland, tre stk. Farven er forkert i bedet. Alt for mørk blålilla. 
  • Lammeøre var tænkt som en kant mod græsset. De er for høje og uregelmæssige til at agere en fast kant.  
  • Planterne står for spredt. Stauder samles i større klynger, der gentages i bedet.
  • Der mangler en staude med lyseblå/lilla blomster i før asters springer ud. 
To do:
  1. Staudesalvie Oestfriesland, tre stk. Flyttes til bedet ved Spisekrogen, hvor "de er savnet".
  2. Lammeøre samles i 3-5 større klynger.
  3. Margueritter fra krukke på terrassen plantes ud, så der bliver mere fylde i de to klynger. Tjek form og farve på de forskellige planter i sommeren, så de bliver placeret med matchende planter. 
  4. Krybende Benved placeres i 7 klynger i bedet. De skal på sigt blive til kugler/ovaler/flader, der  klippes.
  5. Staudelupin Noble Maiden suppleres op. Hvis planterne i forhaven ikke skal bruges, når denne anlægges, er der 3 stk. der kan flyttes. Sættes i ialt 2-3 klynger. 
  6. Løvehale suppleres op. Der skal sættes én klynge af 5 planter til. 
  7. Lodden løvefod deles. De 5 planter deles, så der bliver 2-3 klynger med Lodden løvefod. 
  8. Storkenæb Album sættes som fodpose på den anden klynge af Sølvlys. Hvis planterne i forhaven ikke skal bruges, når denne anlægges, kan de anvendes her.
  9. Tilfør noget lyseblå/lilla, der blomstrer i maj/juni/juli, det kunne evt. være katteurt eller storkenæb.