søndag den 25. oktober 2015

Æbletræer i haven

Jeg har været glad for det æbletræ, vi havde i haven før. Det var espalieret (men måske på for lille et espalier? eller retter for kraftig en grundstamme?) Der var James Grieve, Rød Aroma og Cox orange.  Vi vil gerne have æbleespalier igen, men overvejer også, om vi kunne bruge æbletræer som små kronetræer i haven. Så kunne vi bruge espalier til andet end æbler.

Jeg har ikke den store erfaring med frugttræer/frugthave, så jeg går efter nogle sikre sorter. Jeg ville gerne have Cox orange igen, men det, vi havde tidligere, var noget skravl i forhold til de to andre sorter på træet. Hvis vi skal have tre små kronetræer, der udover æblehøst også skal bidrage med noget kønt, vil jeg foretrække, hvis de ikke er alt for forskellige, eller hvis et af træerne er meget sartere end de andre.

Efter at have læst om emnet - men uden anden praktisk erfaring, end 8 år med ét træ, er valget faldet på følgende:

  • Discovery (ultimo august til medio september). Æblerne sidder tæt, kan selv skubbe nogle af.
  • James Grieve (medio september til primo oktober). Skal udtyndes til 10-15 cm mellem æblerne
  • Rød aroma (medio september til primo oktober - dog lidt forskudt i forhold til James Grieve). Æblerne sidder tæt, kan selv skubbe nogle af.

Det er forhåbentlig sunde og sikre sorter, som er til at styre for en begynder. De kan samtidig bestøve hinanden indbyrdes. De to sorter var vi i hvert fald meget glade for tidligere, både de kønne blomster og æblernes smag.

  • Grundstamme MM106. Middelkraftig vækst.

Træerne kommer til at stå i kraftig lerjord, og i de første år meget vindsomsust. Hækplanterne sættes i vinteren 2015/16, men de kommer ikke til at give megen læ til nyplantede æbletræer i 2016. På denne grundstamme skulle jeg gerne kunne holde æbletræerne som kronetræer i en størrelse på 2,5-3 m i højde og diameter.

  • 1 årige barrodsplanter kan købes i oktober-november. Men skal evt. bestilles hjem, så vi er sikre på at få lige dem, som vi ønsker. 
  • 2 årige planter kan købes og plantes året rundt, hvis vi ikke kan vente til efteråret 2016 med at plante.

1- årige planter klippes ned til 80-90 cm højde, når plantet. Kan se at de barrodsplanter, der sælges, er klippet ned allerede.Ved 2-årige planter klippes ca. en tredjedel af skudspidserne. Derefter ikke mere beskæring før træet bærer æbler.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar