tirsdag den 25. april 2017

Græsserne er på vej ... eller nogen af dem ...


I bedet ved Hakket står der tre rækker af fem græsser. De fem sandrørhvene er langt fremme. De er helt grønne og har været det længe. De øvrige græsser er begge elefantgræsser, og de er netop begyndt at få grønne skud, men noget kønt syn er de endnu ikke 


mandag den 24. april 2017

Så heldig har man lov at være


Jeg har fået en fin køkkenhavekalender fra en sød genbo. Nu må jeg så se, om ikke jeg kan forbedre mit tyske, mens jeg dyrker min have.

lørdag den 22. april 2017

Så kunne jeg ikke vente længere

... før jeg var nødt til at gå i køkkenhaven. Egentlig burde jeg nok have ventet, men nu var det lørdag, solskin, vinden peb om ørene, og det var hundekoldt. De fine små højbede stod derfor og lokkede.

Der er fire højbede på det øverste plateau, og for overblikkets skyld er de nummereret (i tankerne) 1 til 4 fra venstre mod højre, når man træder ind på plateauet fra Hulvejen. Pga. kattesikringen er bedene delt op i felter af 15x15 cm, så jeg har besluttet mig for, at det bliver kvadratmeterhaven i år. 

Hvert bed har 2x3 felter af 30x30 cm og en ekstra række i den nordlige ende på 15 x 60 cm. Alle bedene er placeret med længderetningen syd-nord. 

På notaterne her på bloggen er det sydenden mod venstre, nordenden mod højre. 


Det er første gang jeg har løg, og det er muligvis lige sent nok at sætte dem, men det måtte prøves.

Gulerødderne er jeg spændt på. Faktisk var der ikke nogen stor nydelse ved de gulerødder vi havde dyrket sidste år. Men måske er det i år, at det bliver bedre. Det er den samme sort sommergulerødder, sm vi havde sidste år, men derudover er der Harlekin, som har forskellige farver. Men frøene ser ens ud, så jeg satser da på, at jeg har fået sået forskellige farver blandt de 16.

Salaten er uundværlig, mens jeg er i tvivl om, hvad vi skal stille op med radiserne (måske skal vi bare lære at spise dem). Der er et ledigt felt til jordbær, og så er der sat ærter i rækken for enden. Ærterplanterne skulle ikke blive højere end 50 cm og de skulle ikke behøve opbinding. I sær det sidste er jeg spændt på.

Ribs "Jonkheer Van Tets"


Vest for vores nye terrasse har jeg plantet en ribshæk, som gerne skal vokse sig stor og tæt, så den kan give læ, skærme for indkig og så selvfølgelig give masser af røde ribs.

Buskene er alle "Jonkheer Van Tets".

fredag den 21. april 2017

Ramsløg


Min havegruppe har været på besøg, og Ann-Charlotte havde denne klump med ramsløg med til mig fra sin have. Jeg har plantet dem i Nordbedet, da jeg går ud fra, at de gerne vil stå så "skovagtigt" som det er muligt i min have. 

torsdag den 20. april 2017

Kattesikret højbed


Nu har vi forhåbentlig fået udtænkt en smart løsning til vores fire små højbede.

Vi har selv kat, og der er temmelig mange katte i nabolaget, der lige kommer en smut forbi vores have på vej i skoven, ned til bækken eller bare for at lege med vores kat. Så nå man også gerne vil have en lille køkkenhave, så er gode råd dyre. Eller var ... for nu tror vi, at vi har fundet en løsning. Der er sat små lister på indersiden af højbedet, og et rionet er savet til, så det passer ned i bedet. Så er der bare tilbage at håbe på, at det virker mod kattene.

Der skal fyldes lidt mere jord og kompost i bedet, og så skulle det gerne være klar til at så i, så snart varmen er lidt mere stabil (vi havde 2 graders frost i nat).

onsdag den 19. april 2017

En pinselilje er sprunget ud


Det kan godt være, at det var frost i nat, men nu er den første pinselilje alligevel sprunget ud. 

Buksbørn


Stiklinger af buksbom fra sommerhuset. Forrest er det en række på 8 små planter, som stammer tilbage fra sommeren 2015. De ser stadigvæk ret små ud, men der er tilsyneladende liv i dem, så de får en sæson til i vuggestuen her i højbedet.

Bagerst er det en pose fuld af afklip fra samme plante i sommerhuset, som jeg har sat ned nu. Med lidt held bliver der små buksbomplanter ud af dem også.

tirsdag den 18. april 2017

Storkenæb fra nr. 10 - kender nogen den?


Hvor heldig kan man være? Min haveglade nabo var ikke glad for disse storkenæb, som hun havde plantet sidste år. Farven på blomsterne passer vist ikke til bedet, hvor de stod, og væk skulle de i hvert fald. De er ret livsduelige og var vokset godt til på det ene år, de har stået i bedetSå jeg fik tre store klumper storkenæb til haven. 

Indtil videre har jeg delt dem til ni pæne planter, som er sat i den øverste del af nordbedet. Jeg håber, at det kunne være en Geranium Pheum eller en med lignende kraftig vækst, der kan tage kampen op med Følfod, som er vores haves plage.

mandag den 17. april 2017

Surbær


5 surbærplanter blev gravet op i sommerhuset, og de er nu flyttet med hjem. De er sat bagved rønnebærtræet, hvor de skal have selskab af fjeldribs i bedet. 

søndag den 16. april 2017

Solbær "Big Ben"



Solbærbusken er af sorten Big Ben, og den er sat alene i et højbed, så den har mere end rigelig plads til at vokse til siderne.

Busken er sat for få uger siden og allerede nu er der blomsterknopper. Det lover godt.

I bunden er sat skovjordbær fra skrænten langs gyngestativet.

lørdag den 15. april 2017

Skønne sager fra sommerhuset


Vi har planter med hjem fra sommerhus, når vi kører fra påskeferien. De står i læ for regn og slud under halvtaget og venter. Der er surbærbuske i en sæk, en spand med kodrivere, en spand med lodden løvefod og en sæk med tre små buksbom (storbladet). Selvom det ikke et årstid til stiklinger, så vover jeg alligevel at tage en pose med såafklip med hjem - måske bliver der et par planter ud af det alligevel. 





onsdag den 12. april 2017

Så er det endelig grønt i bunden - så mangler bare væggene


Græsset er rullet på, og vi glæder os over, at vi ikke længere har et pløre af mudder udenfor, hver gang det har regnet. Det hele ser mere "færdigt" ud, når der er græs på. Langs hulvejen er sat lavendler på skrænten. 

tirsdag den 11. april 2017

Græsbedet på skrænten er klar til en ny sæson


Hmmm ... det spirer og gror, men der er lagt til den frodighed, som jeg venter på til sommer. 

Græsserne blev klippet ned i midten af marts. Det var lige ved at være for sent for "Karl Foerster", som allerede skød livligt. På billedet her en måned senere er de grønne skud allerede store, og det havde været umuligt at klippe ned. De to x 5 elefantgræsser bliver forhåbentlig snart grønne igen. 

Pinseliljerne er på vej op, men der er plads til flere. 

Lavendlerne og de øvrige stauder blev også klippet ned i marts måned.

Forhaven er forårsklar


Små lupiner er på vej op


Påskeliljerne er sprunget ud. De skal suppleres med flere af samme slags (Ice follies) til efteråret.


Roser og Buksbom blev rykket lidt, så de nu står på en fin cirkelbue. På ydersiden af cirklen er høstanemoner, juleroser og påskeliljer. På indersiden er storkenæb, bjergløvefod, staudelupin og så har jeg  netop sat 60 løg af den fineste hvide/lyseblå scilla. 

Hvis det lille bed langs indgangen skal plantes til, så kan buen fortsættes på den anden side af indgangsstien. Centrum er placeret 2 fliser "inde" og fem fliser "ude" fra hushjørnet 


Juleroserne er suppleret op, så der nu står i alt 5 stk.

mandag den 10. april 2017

Køkkenhaven tager form


Så er køkkenhaven bygget op i terrasser. Det viste sig at være "nødvendigt" med flere terrasser, end først antaget. Vi troede, at vi kunne nøjes med to niveauer, men vi er endt med tre niveauer, og så et ekstra "trin" op til terrassen bagved køkkenhaven. 

Lige nu er det noget goldt at se på, men vi er klar til græs i morgen, og så forvener jeg en forandring af de helt store ...

En oversigt over bedene fra venstre mod højre på billedet - eller nord mod syd i virkeligheden: 
  • På det nederste trin er plantet 4 stk. hindbær (Autumn bliss), 4 stk. hindbær (Herbsternte) og blåbær 3 små (ukendt) samt 1 new zealandsk blåbær (Reka).
  • På det andet trin er plantet rabarber (Elmsblitz) og vinrabarber (Spangsbjerg), 1 solbær (Big Ben) og 1 amerikansk blåbær (Elizabeth) samt 3 tyttebær (ukendt).
  • På det tredje trin står fire lidt højere højbede - endnu ikke plantet til. 
Som afgrænsning op til terrassen er sat en hæk af 5 ribsbuske (Jonkheer), og på skurets sydgavl er sat 2 brombær (Chester)